BlackRock kalder Bitcoin en unik diversifikationsmulighed i ny rapport
I september udgav BlackRock en rapport med titlen "Bitcoin: A Unique Diversifier" hvor verdens største kapitalforvalter fremhævede fire centrale punkter vedrørende investeringscasen i bitcoin:
Bitcoin har unikke egenskaber, som adskiller den fra traditionelle finansielle aktiver. BlackRock mener derfor, at investorer har svært ved at analysere bitcoin. Traditionelle analysemetoder, såsom at undersøge pengestrømmene, kan nemlig ikke bruges på bitcoin.
Bitcoin er et volatilt aktivt, men dets risikojusterede afkast er fundamentalt anderledes end traditionelle risikofyldte aktiver, hvilket gør mange traditionelle ”risk on” vs. ”risk off” analyseværktøjer ubrugelige.
Bitcoin får en større rolle som et ”flight to safety” aktiv, da bitcoin er et knapt aktiv, ikke tilhører et bestemt land og er et globalt decentraliseret aktiv (på engelsk, ”scarce, non-sovereign, and decentralised global asset”).
På lang sigt vil bitcoins udbredelse være drevet af usikkerheden ved den globale monetære og geopolitiske stabilitet – specielt af den amerikanske indflydelse herpå. Dette er netop det modsatte af, hvad man typisk vil forvente af traditionelle ”risikofyldte” aktiver.
Disse centrale punkter folder BlackRock ud i deres 9-siders rapport, som vi har opsummeret nedenfor.
BlackRock indleder deres analyse med at pointere, at bitcoins volatilitet til dels kan tilskrives, at der endnu ikke er et klart svar på, hvad bitcoin egentligt forsøger at opnå – er det et store-of-value aktiv og/eller et globalt betalingsmiddel?
Uagtet slutmålet, er bitcoins afkast over de sidste ti år uundgåeligt ikke at lægge mærke til. Bitcoin har over de sidste ti år, været det bedste performerende aktiv i 7 ud af de 10 år. De tre andre år leverer bitcoin det dårligste afkast – hvilket er lige så iøjefaldende, som de 7 gode år. For bitcoin har trods fald på over 80% altid ”rejst” sig igen og nået en ny højeste pris – se figur 1 nedenfor. Dette er unikt for bitcoin – og ikke noget der er set lignende for andre aktivklasser. BlackRock konkluderer, at udviklingen fortsat understreger, at bitcoin er ved at finde sin plads som et globalt monetært alternativt.
Figur 1: Bitcoins langsigtede performance
Log. USD, 2010-2024
Kilde: BlackRock – Bitcoin: A Unique Diversifier
Dernæst angriber BlackRock myten om, at bitcoin er stærkt korreleret med aktier. Deres analyse, som kan ses nedenfor i figur 2, viser, at bitcoin har en lav korrelation til amerikanske aktier. Aktieindekset S&P 500's korrelation med bitcoin har i gennemsnit været på 0,2 siden 2015, hvor det for guld er 0,1. Dette indikerer, at bitcoin ikke følger de samme mønstre som aktier. Perioder med høj korrelation er ofte kortvarige og fremprovokeret af makroøkonomiske begivenheder, men skaber ikke en langsigtet korrelationsforbindelse. Derudover er der også perioder, hvor bitcoins korrelation er negativ, dvs. bitcoin bevæger sig i modsat retning af aktier.
Figur 2: S&P 500’s korrelation med bitcoin og guld
Løbende seks måneders korrelation til S&P 500, 2015-2024
Kilde: BlackRock – Bitcoin: A Unique Diversifier
Udover den langsigtede lave korrelation med aktier, påpeger BlackRock også, at bitcoin har en tendens til at outperforme andre risikofyldte aktiver efter store geopolitiske begivenheder. Dette er bl.a. drevet af det faktum, at bitcoin ikke har en traditionel modpartsrisiko, ikke afhænger af et centraliseret system og ikke er påvirket af et lands velstand. Disse fundamentale egenskaber gør, at bitcoin i store træk ikke påvirkes af bestemte makroøkonomiske risikofaktorer, såsom bankkrise, valutakriser, geopolitiske spændinger o.l.
Derfor mener BlackRock, at adoptionen af bitcoin i investeringsporteføljer på lang sigt vil være drevet af øget usikkerhed om den globale monetære stabilitet og de geopolitiske spændinger. Dette er netop årsagen til, at flere investorer anser bitcoin som et ”flight to safety” i de tider, hvor der er størst usikkerhed.
BlackRock eksemplificerer dette ved at sammenligne afkastet for bitcoin på kort (10 dage) og mellemlangt sigt (60 dage) ved større geopolitiske begivenheder mod guld og S&P 500. For eksempel, efter optrapningen mellem USA og Iran i 2020, steg bitcoin med 20% efter 60 dage og overgik både guld og S&P 500. Det samme mønster kunne ses efter Covid-19, uro ved det amerikanske valg i 2020, Ruslands invasion af Ukraine, den amerikanske regionale bankkrise og den nylige Yen Carry Trade-afvikling i august 2024 – se figur 3 nedenfor.
BlackRock tilføjer, at det er bemærkelsesværdigt, at bitcoin ved nogle af disse begivenheder først har udvist en midlertidig negativ reaktion, før den efterfølgende er steget. Dette kan ifølge BlackRock være svært at forklare ud fra fundamentale forhold, men kan tilskrives en kombination af:
Bitcoin kan handles 24/7/365 og kan afregnes kontant næsten øjeblikkeligt, hvilket gør det til et meget likvidt aktiv - især i weekenderne.
En funktion af det stadig umodne marked for bitcoin og kryptoaktiver samt investorernes forståelse af bitcoin.
I de fleste tilfælde, herunder den nylige begivenhed den 5. august 2024, er bitcoin vendt tilbage til sit tidligere prisniveau inden for dage eller uger, og i mange tilfælde er den steget yderligere, efterhånden som flere globale investorer begynder at forstå betydningen og potentialet i bitcoin ved sådanne ”disruptive” begivenheder.
Dernæst berører BlackRock også den nuværende gældssituation i USA og hvordan bitcoin kan være en hedge mod den usikkerhed der hersker i USA og for den amerikanske dollar.
Figur 3: Afkast for S&P 500, guld og bitcoin efter større geopolitiske begivenheder
Afkast i %, 2020-2024
Kilde: BlackRock – Bitcoin: A Unique Diversifier
Som afslutningen på rapporten pointerer BlackRock, at bitcoin stadig er et risikofyldt aktiv. Men pointen her er, at de risici der er forbundet med bitcoin, er unikke og ikke nødvendigvis de samme som traditionelle investeringsaktiver. Hvorfor BlackRock mener, at traditionelle ”risk on” vs. ”risk off” analyseværktøjer mangler nuancer i at tage højde for de unikke egenskaber bitcoin besidder. Derfor mener BlackRock, at en moderat allokering til bitcoin kan have en diversificerende effekt på enhver portefølje.
For få år siden havde vi hos GL21 CAPITAL ikke forestillet os, at verdens største kapitalforvalter ville lave en rapport som sætter bitcoin i sådan et positivt lys – og samtidig påpeger flere af de pointer vi har kommunikeret i årevis. Rapporten fra BlackRock fremhæver den voksende legitimitet og interesse for bitcoin som en del af investeringsporteføljer, især blandt institutionelle investorer og noget vi mener, vil have en positiv effekt på bitcoins prisudvikling på lang sigt.
Bhutan miner for millioner af dollars i bitcoin
Kongeriget Bhutan genererer i øjeblikket ugentligt mellem 55 og 75 bitcoin svarende til 24-33 mio. kr. ($3,6-$4,9 mio.) fra deres Bitcoin mining aktiviteter. Ifølge on-chain data fra Arkham Intelligence bruger landet mining-pools fra bl.a. AntPool, Braiins og Foundry.
Bhutan, et lille buddhistisk kongerige i Himalaya, er normalt kendt for sin enestående kultur og landskaber. Landet ligger mellem Indien og Kina og har en befolkning på omkring 790.000 mennesker. Bhutan er blevet internationalt kendt for sin satsning på vedvarende energi, hovedsageligt i form af hydroelektrisk kraft (vandkraft), hvilket spiller en central rolle i landets økonomi og i dets Bitcoin mining aktiviteter.
Bhutans mining af Bitcoin foretages med billig, ren vandkraft og investeringer fra en lukket fond på 3,36 mia. kr. ($500 mio.), der blev lanceret i maj 2023. Fonden er et partnerskab med Bitmain spin-off Bitdeer, som drives af Bitmains medstifter og tidligere CEO Jihan Wu.
Bhutans statslige holdingselskab, Druk Holdings, blev dannet i 2007 for at forvalte investeringer for kronen til gavn for landets befolkning. Porteføljen omfatter alt fra fremstillingsvirksomheder og byggeri til en bank, et flyselskab — og kryptoaktiver.
Druks on-chain data viser, at de har været aktive i krypto siden februar 2021, da de modtog deres første bitcoin: 0,0267 bitcoin (”BTC”), som dengang var omkring 8.610 kr. værd ($1.280). Sporet fra den første indbetaling fører tilbage til AntPool, hvilket antyder, at Druk eller en anden gren af Bhutans regering allerede begyndte at eksperimentere med Bitcoin mining tilbage i 2021.
En rapport fra Forbes i november sidste år forsøgte at identificere placeringerne af Bhutans fire Bitcoin mining ”farme”. Rapporten nævnte en talsperson, der havde sagt, at fonden havde lavet en række bitcoin-investeringer i 2019. Bhutans Bitcoin mining aktiviteter blev intensiveret i 2020 ifølge analyser af satellitbilleder, men modtog reelt først overførsler i 2021.
Derudover viser data, at Bhutan også minede ether i en periode. Fra december 2021 og frem til Ethereums overgang til proof-of-stake i september 2022 modtog Bhutan i alt 92,53 ether (ca. 1,6 mio. kr.) fra en adresse knyttet til AntPool. Det er dog en meget mindre mængde end de 27.727 BTC ($1,36 mia.), som Bhutan har minet i løbet af de sidste tre og et halvt år, som kan ses nedenfor i figur 4.
Figur 4: Antal bitcoin minet af Bhutan – total og per uge
# BTC, 2021-2024
Kilde: Blockworks
Mellem 2021 og 2022 sendte og modtog Bhutan også over 5,5 mia. kr. ($817 mio.) i forskellige kryptoaktiver — inklusiv bitcoin, tether, usdc, chainlink og ether — til og fra udlånsplatforme som BlockFi, Celsius og Hodlnaut. Platforme som alle senere er gået konkurs.
Det er vanskeligt at beregne præcis, hvor meget kontantværdi Bhutans kryptoaktiviteter har bragt ind i statskassen. Bhutan har sendt 16.897 BTC til handelsbørser gennem årene, hvilket nu er ca. 7,4 mia. kr. værd ($1,1 mia.), men omkring 3,9 mia. kr. ($579 mio.) på tidspunktet for transaktionerne.
Som det kan ses fra figur 5 nedenfor, holder Druk udover bitcoin stadig 656 ether, som blev overført fra Binance i marts, da bitcoin var tæt på sit højeste prisniveau.
Figur 5: Overblik over Bhutans kryptoaktiver igennem Druk Holdings
Aktiver, 1. september 2024
Kilde: Arkham Intelligence
Druk sender stadig løbende bitcoin til handelsbørser og har i alt sendt 1.358,64 BTC siden juni, hvilket i øjeblikket er næsten 605 mio. kr. værd ($90 mio.). Det er 318 BTC mere, end de har minet i samme periode.
Samlet set har Bhutan stadig 13.149 BTC (5,8 mia. kr.) i deres egne adresser, hvilket svarer til lidt under halvdelen af deres samlede kendte beholdning.
Sammenlignet med El Salvador begyndte de deres Bitcoin-investeringer i september 2021, da prisen på bitcoin var $51.700. Men ligesom Bhutan foretager El Salvador også Bitcoin mining med vedvarende energi i form af geotermisk energi fra undergrunden i El Salvador. El Salvador holder i øjeblikket 5.875 BTC, hvilket svarer til ca. 45% af Bhutans beholdninger.
Tre år med bitcoin som lovligt betalingsmiddel i El Salvador – hvad er status?
El Salvador fejrede i starten af september sit Bitcoin-jubilæum og markerer tre år siden landet vedtog bitcoin som lovligt betalingsmiddel.
El Salvador blev verdens første land til at adoptere bitcoin som lovligt betalingsmiddel den 7. september 2021. Målet var at fremme finansiel inklusion, gøre overførsler mere effektive og tiltrække finansiel innovation. Præsident Nayib Bukele's beslutning om at indføre bitcoin har gjort landet til et banebrydende land inden for den digitale tidsalder.
Ifølge Alex Momot, grundlægger og CEO af Peanut Trade, mener han i et interview med Cointelegraph, at El Salvador’s strategi har været en succes: "El Salvador's eksperiment med Bitcoin kan betragtes som en succes. Landet tog en risiko og prøvede noget radikalt nyt. Selvom det er for tidligt at sige, om alle aspekter af reformen har været vellykkede, er det tydeligt, at El Salvador har høstet nogle fordele."
El Salvador har siden 2021 benyttet en ”dollar-cost-averaging” strategi ved dagligt at købe én bitcoin som en del af deres overordnet plan. Landets bitcoin-beholdning har pt. en profit på over 208 mio. kr. ($31 mio.) ifølge Nayib Bukele Portfolio Tracker-websiden. På tre-årsdagen havde El Salvador en gennemsnitspris på $43.877 per bitcoin for deres beholdning, hvor bitcoin den 7. september handlede til $54.300.
Alex Momot mener, at El Salvador's urealiserede bitcoin-profit på 208 mio. kr. viser en klar fordel ved strategien trods den oprindelige kritik. Han forklarede, at den økonomiske gevinst der er skabt styrker Bukele’s position, da initiativet nu viser håndgribelige fordele.
El Salvador ejer i alt 5.865 bitcoin til en værdi af over 2,1 mia. kr. ($318 mio.) ifølge landets finansministerium. I figur 6 nedenfor kan ses, hvordan beholdning af bitcoin stiger for hver dag der går.
Figur 6: Overblik over El Salvadors samlede bitcoin beholdning
# bitcoin, 2024
Kilde: Bitcoin.gov.sv
Bukele modtog omfattende kritik, især efter at bitcoin faldt fra sit tidligere rekordhøje niveau på $69.000 i november 2021 efter FTX-handelsbørsens kollaps. Landets beholdning kom dybt i minus, da bitcoin var nede og runde $16.000 under bearmarkedet.
Udover El Salvador, er der indtil videre kun ét andet land som har fulgt deres beslutning om at adoptere bitcoin som lovligt betalingsmiddel. Den Centralafrikanske Republik vedtog bitcoin som lovligt betalingsmiddel i april 2022 for at styrke økonomien og den finansielle inklusion.
Det er nok usandsynligt, at større økonomier vil tage samme skridt som El Salvador, da de ofte er afhængige af internationale kreditorer, der er stærkt imod sådanne beslutninger. IMF pressede også El Salvador til at trække deres beslutning tilbage i 2021, dog uden resultat.
På trods af modstanden har Bukele's beslutning haft en normaliserende effekt på bitcoin som både betalingsmiddel og national investering, og efterfølgende institutionel adoption i andre regioner har bekræftet denne beslutning.
Microstrategy foretager sit største individuelle bitcoinkøb og udsteder samtidig gæld for at købe mere
MicroStrategy, som vi tidligere har berettet om adskillige gange, foretog i september 2024 deres største enkeltstående bitcoin køb med opkøbet af 18.300 bitcoin til en værdi af ca. 7,5 mia. kr. ($1,11 mia.). Dette køb overgår virksomhedens tidligere rekordkøb fra februar 2021 på 6,9 mia. kr. ($1,026 mia.).
Ledet af Michael Saylor har MicroStrategy konsekvent udvidet sin bitcoin-beholdning, uanset prisen, siden de foretog deres første køb den 11. august 2020. Med det seneste opkøb d. 19. september har virksomheden nu samlet 252.220 bitcoin. Den gennemsnitlige købspris for alle deres opkøb er $39.266 pr. bitcoin, hvilket svarer til en samlet investering på cirka 66,6 mia. kr. ($9,9 mia.).
Kilde: X
Virksomhedens aggressive strategi har over årene udløst både debat og ros fra finansielle analytikere, men har ikke fået Michael Saylor til at sænke farten for deres strategi. Det seneste køb på 18.300 bitcoin blev finansieret gennem salg af virksomhedens aktier, som blev muliggjort via en salgsaftale indgået med flere finansielle institutioner den 1. august 2024. Ifølge en indberetning til det amerikanske finanstilsyn (SEC) rejste MicroStrategy 7,4 mia. kr. ($1,11 mia.) ved at sælge 8.048.449 aktier. Provenuet fra aktiesalget blev direkte allokeret til at udvide virksomhedens bitcoin-beholdning.
MicroStrategy er kendt i finansverdenen for sin meget aggressive tilgang til at opkøbe bitcoin, som dels er finansieret gennem indtægter fra selskabets drift, men også gennem salg af aktier og udstedelse af gældsobligationer. Virksomheden har allerede i 2024 foretaget tre gældsudstedelser, senest i september, hvor de annoncerede en plan om at rejse yderligere 4,7 mia. kr. ($700 mio.) ved udstedelse af konvertible seniorobligationer med udløb i 2028. Formålet med denne udstedelse er at afdrage 3,3 mia. kr. ($500 mio.) af eksisterende gæld og købe yderligere bitcoin, mens eventuelle resterende midler vil gå til generelle forretningsformål.
Refinansiering er en almindelig praksis, hvor virksomheder udsteder ny gæld for at afdrage eksisterende gæld under mere gunstige vilkår. MicroStrategys nye obligationer vil begynde at betale renter fra marts 2025 og udstedes udelukkende til institutionelle investorer.
På trods af bekymringer fra analytikere om virksomhedens store eksponering mod bitcoin, har MicroStrategys aktiekurs klaret sig ekstremt godt. Aktiekursen er steget næsten 390% i de sidste 12 måneder og nåede $168 pr. aktie den 30. september 2024. Indtil videre er aktien steget 167% i 2024. Siden august 2020 har MicroStrategys aktiekurs set en stigning på cirka 1.000%, hvilket svarer til over 16,25 gange det afkast, S&P 500 (SPX) har givet i samme periode.
Tether er mere profitable end BlackRock
Tether har gjort det til en vane at de kvartalsvis sammen med deres attestationsrapporter også deler deres enorme kvartalsoverskud — som for tiden er større end BlackRocks. Virksomheden har rapporteret 85,57 mia. kr. ($12,72 mia.) i nettoprofit siden fjerde kvartal 2022, sammenlignet med BlackRocks 66,13 mia. kr. ($9,83 mia.). Alene for andet kvartal 2024 kunne Tether rapportere et overskud på 8,75 mia. kr. ($1,3 mia.), hvilket er et voldsomt tal taget i betragtning, at Tether angiveligt ikke er mere end 100 ansatte.
Det er dog værd at bemærke, at Tethers tal inkluderer både realiserede og urealiserede gevinster. Det vil sige, at de indregner den nuværende markedsværdi af alle deres aktiver – uagtet om de er realiseret eller ej. Dette gør angiveligt, at deres aktiver har en højere værdi end de realiserede tal for BlackRock.
Tethers kvartalsrapporter beskriver, hvilke aktiver de har i deres reserve og som er med til at give stablecoinen tether (USDT) sin værdi. Ifølge den seneste rapport ved udgangen af andet kvartal 2024 var der næsten 794 mia. kr. ($118 mia.), der understøttede de tethers, der er i cirkulation — helt konkret, var der faktisk værdier for 33 mia. kr. ($5 mia.) mere end antallet af udstedte tether.
Dette betyder, at alle tethers er understøttet af værdien af aktiverne i reserven, og så lidt til. Det er dog værd at bemærke, at disse attesteringer ikke er revisioner, og Tether aldrig har været "revideret".
Størstedelen af Tethers reserve er sat i korte amerikanske statsobligationer, som i andet kvartal udgjorde omkring 68% af reserven. Tether har over det sidste år været i gang med at tilføje bitcoin til sine reserver, som er gået fra 2% af den samlede reserve til 4%.
Figur 7: Overblik over aktiver på Tethers reserve
Mia. USD, Q4-2021 til Q2-2024
Kilde: Blockworks (baseret på Tether kvartalsrapporter)
Fra figur 7 ovenfor kan det ses, at Tether siden 2022 generelt er gået væk fra at holde kontanter (cash & deposits), men er blevet mere aktive i deres reserve med mere bitcoin og andre finansielle instrumenter, som på den ene eller anden måde giver et afkast til Tether.
Om Tether kan fastholde deres høje profit må tiden vise, men fortsætter den store efterspørgsel på stablecoins ind i 2025, vil vi angiveligt fortsat se store kvartalsvise overskud fra Tether – som realiseret eller ej, stadig er imponerende.
Norsk by oplever 20% stigning i elpriserne efter Bitcoin mining virksomhed tvinges til at lukke ned
Indbyggerne i Hadsel, en norsk kommune, der har arbejdet på at lukke en lokal Bitcoin mining-farm, står nu over for stigende elpriser på grund af tabt indtjening for det lokale energiselskab Noranett.
Beboerne i Hadsel har længe klaget over, at støjen fra datacenteret, hvor miningen foregik, forstyrrede deres dagligdag. Borgmester Kjell-Børge Freiberg fortalte til NRK, at mange af kommunens 8.236 indbyggere fandt støjen generende, hvilket førte til, at ”minen” blev lukket i september 2024. Selvom mange beboere var tilfredse efter flere års kampagne mod støjen, betyder det nu, at elpriserne vil stige for kommunens beboere.
Bitcoin-minen i Hadsel udgjorde omkring 20% af energiselskabet Noranetts indtjening. Noranetts netværkschef, Robin Jakobsen, har derfor anslået, at en gennemsnitlig husstand i Hadsel vil opleve en årlig ekstraomkostning på mellem 2.500 og 3.000 norske kroner for at kompensere for det tabte indtægtsgrundlag.
Datacenteret forbrugte årligt omkring 80 gigawatt-timer (GWh) elektricitet, svarende til det årlige forbrug for cirka 3.200 husstande. Kjell-Børge Freiberg har efterfølgende udtalt, at kommunen nu vil lede efter nye projekter for at kompensere for det reducerede elforbrug efter minens lukning.
Tilbage i 2022 udgav vi, hos GL21 CAPITAL, en artikel, som forsøgte at svare på spørgsmålet om bitcoin er dårligt for miljøet. Det er interessant, at der omtrent to år efter udgivelsen er to nyheder i samme måned, som understreger flere af de pointer, vi påpegede dengang ift. at nuancere debatten om bitcoins miljøpåvirkning. Først pointe er bl.a., at Bitcoin mining ofte foregår med uudnyttet elektricitet, der ellers ville være gået tabt. Tager vi nyheden om Bhutan, som vi skrev om længere oppe, benytter de vandkraft til at mine deres bitcoin. Sandsynligvis benytter Bhutan sig af samme strategi, som man har set i Kina, nemlig at der i regnsæsonen produceres mere elektricitet end der er efterspørgsel på fra befolkningen, hvormed bitcoin mining kan aftage den strøm, der ellers ville være gået tabt. Ved at anvende den uudnyttede elektricitet til at mine bitcoin og derigennem genere en indtægt i form af ny-producerede bitcoins, går elektriciteten ikke længere til spilde og får pludselig en værdi.
Samme gør sig sandsynligvis gældende i Hadsel, da bitcoin mining er blevet brugt som en indtægtskilde i elnettet til at stabilisere priserne. Når der har været lav efterspørgsel på elektricitet, har man ”tændt” for bitcoin mining, mens der ved høj efterspørgsel fra borgerne i byen er blevet ”slukket” for bitcoin mining. Dermed har Noranett altid haft en køber til deres elektricitet, som i dette tilfælde har generet 20% af deres indtjening. Brugen af bitcoin mining til at balancere et elnet er også set andre steder i verden, hvor produktionen og/eller efterspørgsel kan være svingende.
Den fulde artikel kan findes på følgende link, hvor vi bl.a. viser data, som understreger, at bitcoin mining er en af de industrier, som har den højeste anvendelse af vedvarende energi. Hos GL21 CAPITAL er vi overbevist om, at vi vil se flere eksempler på dette i fremtiden, da der er synlige økonomiske gevinster at hente.
Comments